Forstå din mælkeproduktion – og boost den!

Forstå din mælkeproduktion – og boost den!

Har du lav mælkeproduktion, eller ønsker du blot at give din mælkeproduktion et boost? Så er du ikke alene. Rigtig mange ammende føler, at de har brug for at booste deres mælkeproduktion. Så hvad så, kan man ikke bare pumpe lidt og så er den klaret? Ikke altid. Reguleringen af mælkeproduktionen har mange variable, og derfor må vi se på dette, før jeg kan guide dig videre til hvordan du kan give din mælkeproduktion et boost.

Regulering af mælkeproduktionen

Modermælken er dynamisk, og ændrer sig meget, især de første uger af ens ammeforløb. I denne artikel taler jeg om den blivende mælk, og altså ikke råmælk eller overgangsmælk. Men for at forstå reguleringen af den blivende mælk, skal vi også tale om råmælk og overgangsmælk helt kort.

Råmælk: et gulligt, klistret sekret, som produceres i brystet fra ca. halvvejs i graviditeten. Den er meget rig på protein og antistoffer. Råmælkens mængde er ikke påvirkelig af udbud og efterspørgsel, så længe du stadig har din moderkage i livmoderen. Den hæmmer nemlig prolaktin, det mælkeproducerende hormon. Din baby spiser ca. 5-10 ml af gangen de første par dage. Der sker en masse i brystet disse dage, og det er lige her du danner grundstenene i din mælkeproduktion! Så am, am am!

Overgangsmælk: Ca. 3-5 dage efter du har født (både baby og moderkage) får prolaktinen endelig frit løb, og som et lys fra en klar himmel kan du vågne op med de tungeste/spændteste bryster, du nogensinde har haft. Det kaldes at ”mælken løber till”. Det er faktisk ikke mælk, du mærker her, men væske. Der kommer en masse væske til brystets væv, og det løber også ind i mælkekirtlerne, og blander sig med råmælken. Derfor stiger mængden helt vildt, men mælken er stadig gul, da det stadig er råmælk, bare blandet med væske. Grundet den store mængde væske, sker der en ændring i mælkekirtlerne, der gør at sammensætningen af modermælken ændres.

Den blivende mælk: Når modermælken når til dette stadie, er den som regel hvidlig (men kan dog godt skifte farve ud fra kost, sygdom osv.). Mælkemængden er nu meget større, men er primært styret af hormoner. Disse hormoner daler dog stille og roligt, hen mod dit barn bliver 6-8 uger. Nu er din mælkeproduktion næsten udelukkende styret af hvor meget mælk, der fjernes – enten ved dit barn eller udmalkning.

Samtidig med at alt dette foregår i dine bryster, har du også en vigtig medspiller: din baby. Babys mængdebehov følger nemlig ikke helt produktionen i starten. Der er nemlig for meget mælk lige når mælken løber til. Det er jo smart, da baby nogle gange liiiige skal lære at spise. Sutteteknikken kan være dårlig i starten, baby kan være mærket efter fødslen, osv. Derfor har din baby en dejlig god hjælpende hånd: sutterefleksen. Den er allerkraftigst lige efter fødslen, men daler i ugerne efter, for så at forsvinde omkring 3-4 mdr alderen. Nedenfor kan du se, hvor meget din (raske) baby spiser over tid i en fuldammeperiode.

Tid efter fødslenNormalt indtag pr måltid hos raske børn
Dag 17 ml
Dag 214 ml
Dag 338 ml
Dag 458 ml
Dag 5-730-59 ml
Uge 2-359-89 ml
Uge 4-6 måneder89-148 ml

Kilde: Ammenet

Som du kan se af grafen, er barnets behov faktisk det samme hver dag, fra barnet bliver 4 uger. Herfra er det indholdet i modermælken, der ændres undervejs, men ikke mængden. Så i takt med, at din babys mavesæk vokser i starten, og behovet derfor stiger, får baby både hjælp af sin sutterefleks og dine efterfødselshormoner – smart, ikke?

Så hvordan opstår lav mælkeproduktion så? Man skelner her mellem primær og sekundær lav produktion.

Primær lav produktion: dette betyder, at din mælk ikke løb til på 3-5 dagen, eller måske slet ikke. Dette kan der være flere årsager til, men de hyppigste er klart for lidt amning de første par dage eller ekstremt dårlig sutteteknik. Her grundlægger du som tidligere nævnt din produktion, og får du næsten ikke fjernet noget mælk disse dage, så kan det påvirke din produktion også på længere sigt. Så har du en baby, der slet ikke ammer eller kun ammer meget lidt, og du heller ikke pumper, så kan du komme ud for at mælketilløbet er forsinket og produktionen fra start er lavere end babys behov.

(At mælken slet ikke løber til, sker primært, hvis kvinden har hypoplasi, altså en medfødt tilstand af for lidt brystvæv. Det er dog under 4%, der har denne lidelse, og de fleste har det kun i en grad, så de stadig kan have en delvis amning. Dette vil jeg ikke komme mere ind på her, men La Leche League har en god artikel om hypoplasi her.)

Sekundær lav produktion: her har du måske haft en fin amning og en baby, der tager fint på de første par uger, og pludselig opstår der måske lange skrigeture kombineret med en baby, der ikke tager nok på (VIGTIGT: skrigeture er LANGT fra altid grundet lav produktion!). Andre gange stagnerer baby blot i vægten, uden at blive påvirket i sin adfærd. Her bliver de fleste ret hurtigt rådet til at supplere med erstatning (tit på en sutteflaske), hvorfor din produktion ofte vil falde yderligere, idet baby finder ud af at flasken er nemmere (sutte/flowforvirring), og du dermed får fjernet mindre og mindre mælk fra dine bryster. Det bliver hurtigt en ond spiral.

Sekundær lav produktion skyldes ofte dårlig sutteteknik (fx ved uopdaget stramt tungebånd), og nu har baby ikke så stor hjælp fra hverken dine efterfødselshormoner eller sin egen sutterefleks. Derfor fjerner baby nu mindre mælk pr måltid, end den har behov for. Dette reagerer babyer enten på ved at falde i søvn eller blive urolige ved brystet – lad os kalde dem den søvnige og den urolige.

Den søvnige: Den her kan virkelig snyde og kan være svær selv at opdage. Her er baby stadig meget glad for brystet, men har tendens til at falde i søvn, før baby får spist nok. Dette skyldes, at en baby med dårlig sutteteknik sutter flere gange per synk, end en baby med god sutteteknik. De bliver simpelthen udmattede før de bliver mætte, men virker egentlig tilfredse. Måske begynder de så at kompensere, ved at spise hyppigere, men ikke altid desværre. Og derfor falder produktionen så, da der fjernes mindre og mindre mælk. Som produktionen daler, daler nedløbshastigheden også, hvilket desværre kun understøtter den negative spiral. Den søvnige opdages oftest først, når baby vejes ved kontrol hos læge eller sundhedsplejerske.

Den urolige: Den her type overser du ikke! Dette er nok en af de hyppigste henvendelser jeg får som ammevejleder. ”Min baby vil pludselig ikke tage brystet! Hvad skal jeg gøre?”. Den her top frustrerende for alle parter – for der er ikke et quick fix. Her sker der det, at baby faktisk reagerer på at få mindre og mindre mælk pr sug, og derfor bliver sur ved brystet, ja måske ligefrem afviser brystet. Derfor kan Den Uroliges ammeforløb gå meget hurtigere ned af bakke, men det er samme mekanisme, der er i spil. Det er typisk det langsommere nedløb, barnet reagerer på først her. Den urolige vil dog ofte gerne spise i søvne, eller når den lige er vågnet. Den uroliges forældre bliver typisk hurtigt frustrerede og pressede, og enormt bekymret for om deres baby får nok mad.

Men uanset type, er der håb forude. Jeg vil altid anbefale dig ammevejledning, hvis du står med en ammebaby, der ikke tager nok på. Planen er nemlig altid individuel. Du kan læse mere om ammevejledning hos mig her.

Metoder til at øge din mælkeproduktion:

Så nu kommer vi faktisk til det, du formentlig klikkede herind for! Hvordan øger vi så den mælkeproduktion? Metoden afhænger jo af, hvordan årsagen er og om den lave produktion er primær eller sekundær. Først om fremmest: altid, altid, ALTID find årsagen. Dernæst kan du se på følgende:

Mere amning

Denne er simpel. Tilbyd baby brystet hyppigere. Baby bør spise 8-12 gange pr døgn, for at kunne holde produktionen og sit eget blodsukker oppe.

Nogle babyer sover hele natten, og for nogle kvinder bliver dette grunden til at mors produktion daler, imens andre sagtens kan holde en god produktion kun på 6-7 amninger. Her er det oplagt at vække dit barn, så der ikke går mere end 3 timer mellem amningerne. Ja, ja, jeg ved det – ØV! Men om natten danner du mest prolaktin (det mælkeproducerende hormon), så du kan virkelig boost din mælkeproduktion ved at prikke til din sovende baby. Undlad at vække baby helt, men se om du kan liste brystet ind i munden på din halvsovende baby (her hjælper det gevaldigt, hvis i samsover), og se om du kan få baby til at spise et måltid her.

Har du en baby, der i forvejen ammer hver 2. time hele døgnet, så er den her løsning jo selvfølgelig bøvlet for dig. Det er derfor at ammevejledning ALTID er individuelt, og derfor mine artikler altid bliver så lange – ellers får vi ikke alle med. I denne situation vil jeg igen anbefale dig en ammevejledning – amning hver 2. time hele døgnet uden din baby tager nok på er ikke normalt.

Am på begge bryster per måltid

Hvis du kun ammer på ét bryst per måltid, er denne metode nem til at få mere mælk i baby, da mælken altid løber hurtigere i starten af måltidet. Når du skifter får du så 2 x hurtigere nedløb, og dermed to perioder med et lettere tilgængeligt måltid for baby.

Brystkompressioner

Den her er så vanvittigt undervurderet – både til Den Søvnige og Den Urolige – og kan faktisk øge din mælkeproduktion helt fantastisk. Tag fat i et U/C-greb omkring dit bryst, mens du ammer, og tryk brystet, så du føler fingrene møder hinanden inde i brystet. Din tommel- og pegefingre skal ca være 4-5 cm fra spidsen af brystvorten. Så du håndudmalker faktisk baby i munden, imens du ammer, så din baby får mere ud af sine sut. Teknikken er dog vigtig, for du skal se på hvordan dit barn sutter, synker og holder pause. Dit barn skal stadig have sine pauser, så du trykker kun, når baby sutter. Det er super effektivt, da Den søvnige holdes i gang (=mere stimulation af brystet), mens Den urolige holdes mere tilfreds (=mere stimulation af brystet). Win-win. Se videoen her for vejledning.

Udmalkning

Udmalkning har mange ansigter, og der findes ikke én rigtig måde for alle. Hvis du kun pumper og slet ikke har baby til brystet, skal du ikke læse med her. Hvis du udmalker for at give din mælkeproduktion et boost, bliver du oftest anbefalet at udmalke 8 gange i døgnet. Dette er ikke holdbart i længden – det er simpelthen for hårdt, når du både skal amme, udmalke, rengøre udstyr og måske endda supplere din baby, med det du malker ud. Så sænk barren. 4 udmalkninger kan sagtens gøre det, hvis det handler om at øge en eksisterende produktion. Når det er sagt, er der altså ingen “one size fits all”-opskrift, når det gælder udmalkning. Nogle kan malke i bund på 10 min, imens andre skal bruge 20-30 min før de kommer i bund. Det afhænger af dit nedløb, og hvor effektivt du kan aktivere det på en pumpe, samt hvilken pumpe du bruger.

Overvej om du kan erstatte nogle af dine udpumpninger med brystkompressioner, eller måske bruge en vacuum pumpe på dit ene bryst, imens du ammer på det andet. Hvilken pumpe afhænger i den grad af dit behov, din situation og dine ønsker. Læs min guide til den rette brystpumpe her.

Og igen handler den konkrete metode om dit behov og dine ønsker for din amning, og derfor vil jeg ikke give en konkret plan her. Den er altid individuel.

Powerpump

En udmalkningmetode, som du kan lægge oven i din udmalkningsrutine. Pump 20 min som normalt, vent 10 min, pump 10 min igen, vent 10 min, pump 10 min igen. Det tager en time, men er effektivt, da det fortæller din krop at der er brug for mere mælk nu!

Kosttilskud/mælkebomben/hvidtøl

Hvor ville det bare være nemt, hvis du kunne spise eller drikke dig til en højere produktion… Men så nemt er det desværre ikke. Der findes diverse ammestueråd til at give din mælkeproduktion et boost, men hvor hvidtøl, mysli eller cookies ikke har nogle bivirkninger, så kan diverse kosttilskud være dyre for pengepungen, og mig bekendt er der ikke nogen påviselig effekt ifølge forskningen. Det eneste der påviseligt virker er desværre så kedeligt, som det kan blive: FJERN MERE MÆLK FRA BRYSTET. 😉

Jeg håber du har læst med så langt, og nu er blevet klædt godt på til at give din mælkeproduktion et boost. Hvis du ikke har fået nok viden, kan du finde flere artikler om amning her.

Guide: Vælg den rigtige brystpumpe!

Indlægget indeholder reklame i form af affiliatelinks. Jeg henviser kun til produkter, jeg kan stå inde for som fagperson med min erfaring og viden.

Vil du øge din mælkeproduktion? Så involverer dette ofte en brystpumpe. Ikke altid – men det kan virkelig være en stor hjælp. Jeg kunne godt begynde at fortælle en masse om regulering af mælkeproduktionen, men du er nok faldet over min side, fordi du ønsker at finde den rigtige brystpumpe NU – ja faktisk helst i går! Det er nemlig ofte en akut problematik, og derfor vil jeg nu på baggrund af min erfaring som jordemoder og ammevejleder gennemgå, hvad du skal være opmærksom på, for at vælge den rigtige brystpumpe for dig. Er du derimod mere interesseret i at vide mere om hvordan mælkeproduktionen fungerer og hvordan du giver den et boost, så læs med her. I denne artikel gennemgår jeg typer af brystpumper, hvem der har brug for, startende med den mest effektive mod den mindst effektive. De kan alle noget, men opfylder forskellige behov, og kan guide dig, til at vælge den rigtige brystpumpe.

Disclaimer: har du reelt for lidt mælk er en pumpe god til at behandle det, men det er symptombehandling! Find årsagen, og kan du ikke det alene, vil jeg virkelig råde dig til at konsultere en ammevejleder, da det er et problem, som altid bør have afsæt i den enkeltes problemstilling og kræver derfor en helt individuel plan.

Forskellige typer brystpumper

Elektrisk pumpe med stor motor

Men lad os komme i gang… For det første er en brystpumpe ikke bare en brystpumpe. Har du været indlagt på barselsgangen eller neonatal, har du sandsynligvis stiftet bekendtskab med den store gule basse fra Medela – nogle gange endda på stativ med hjul! Dette er en elektrisk brystpumpe med en stor motor. Der findes flere producenter af de store elektriske pumper, og fælles for dem er at de klart er de mest effektive, men også klart de dyreste. De kan ofte lejes hos Babysam, nogle apoteker og hos Falck.

Skal du have gang i din mælkeproduktion umiddelbart efter fødslen, fx grundet et for tidlig født barn, adskillelse (baby er på neonatal og du er syg på barselsgangen efter fødslen). Eller din baby kan af andre årsager slet ikke eller kun komme meget lidt på brystet en periode, så kan denne være et virkelig effektivt skub i din primære mælkeproduktion og vedligeholde den sekundært. For at læse mere om forskellen på primær lav produktion og sekundær lav produktion, se mere her. Den er dog klart mest effektiv til at fjerne større mængder mælk, når din mælk er løbet til. Hvis du bruger den de første dage efter fødslen, hvor du har råmælk, risikerer du, at de dyrebare dråber guld sidder fast i pumpedelene, og din baby ikke får det. Her kan håndudmalkning være langt mere effektivt, men også mere tidskrævende og hårdt. Den kan selvfølgelig sagtens også øge din mælkeproduktion, men er ofte unødvendig, da mindre og billigere kan gøre det samme.

Kort og godt: den er klart mest effektiv grundet motoren, men er både dyr og ofte unødvendig. Du kan til nøds leje den for en kortere periode, men dette er mest relevant ved primær lav produktion. Undlad overhovedet at overvej at købe en, da de nærmest ikke kan købes for menneskepenge og kan ikke købes i Danmark alligevel.

Elektrisk brystpumpe med lille motor (evt. inkl. batterier)

Denne er du måske stødt på den mindre elektriske brystpumpe i dine google søgninger, da vi nu rammer en prisklasse, hvor en del alligevel kan være med. I min optik får du ofte meget for pengene i sådan en pumpe. Denne slags pumpe er faktisk også temmelig effektiv, og kan sagtens øge din produktion. Den er tilmed smart, hvis den kan tages ud af stikket og køre på batterier. Så kan du have den med dig, eller få friheden til at pumpe hvor du vil i dit hjem, uden at være begrænset at ledningen. Dog skal du være opmærksom på, at nogle mærker pumper lidt svagere på batteri kontra i stik. De fås ofte med valg mellem om du vil bruge pumpen på et eller begge bryster af gangen.

Den er god til dig, som enten vil have nemt vil at pumpe (på farten endda), hvis du ønsker at din baby skal have din mælk ved siden af amningen. Men den er også effektiv nok til at kunne øge din mælkeproduktion, hvis du bruger den efter amning. Den er nem at rengøre, samle og bruge, og er effektiv nok til at du endda kan bruge den til fuld udmalkning (altså hvor baby får din mælk væk fra brystet, fx på sutteflaske). Til sidstnævnte kan du være nødsaget til at skifte nogle pumpedele ud undervejs, hvis du bruger den så meget.

De elektriske pumper i denne klasse, som jeg klart har bedst erfaring med, er Medela Swing Maxi eller Elvie Stride Double Pump. Medelas passer stort set til alle, har mange forskellige tragtstørrelser (mål inden du køber!) og er nem at skifte imellem de to forskellige faser af sug. Hvis du bruger pumpen med en bustier – eller blot en gammel sports BH du klipper to huller i – så får endda håndfri pumpning. En fordel ved Medeal Swing Maxi er også, at hvis du giver mælken på sutteflaske, så kan du lade mælken blive i udmalkningsbeholderne, da de passer på suttehovederne og mininerer derved risikoen for spildt mælk. Læs mere om paced bottle feeding, hvis du vælger at give dit barn flaske.

Fælles for både Medela Swing Maxi og Elvie Stride er at man også kan købe enkelte dele til pumpen, skulle de trænge til udskiftning (som alt andet slides de også, hvis du bruger den meget, fx pumper fuldt ud) og du kan få tragterne til brystpumperne i flere størrelser, så der er god chance for, at du kan finde en, som passer dig. Medela er tydeligvis blevet inspireret af Elvies populære design, og har derfor nu udviklet modellen Freestyle. Jeg har dog ingen erfaring med denne, og tør derfor ikke udtale mig om dens effekt eller brug, men jeg glæder mig til at opleve den! Med mit kendskab til Medela, er mine forventninger i hvert fald høje.

Hvis du vil have maksimal frihed, så kan jeg virkelig anbefale den ledningsfri, støjfri, elektriske Elvie pumpe. Den er effektiv, super smart, da motoren sidder på selve tragtdelen, så den passer ned i BHen. Den er dog også noget dyrere – og du skal have to hvis du vil dobbeltpumpe. Men jeg har haft flere klienter, som alligevel har valgt at bruge pengene, for at have frie hænder, frihed og komfort i deres barsel.

Kort og godt: en mindre elektrisk brystpumpe er et godt valg for dig, som enten vil pumpe fuldt ud, øge din mælkeproduktionen eller have friheden til at få mælken ud, så junior kan få et måltid væk fra brystet i ny og næ.

Manuel brystpumpe

Går vi et skridt ned i både teknologi og pris, så lander vi på de manuelle brystpumper. De kan være ganske fine til at pumpe et enkelt måltid ud i ny og næ. Det kan også være at lette din brystspænding såfremt junior sover en unormal lang lur (her er det altså okay at vække baby!). Den kan også bruges hvis du fx er tilbage på arbejdet og du ønsker at undgå smerterne og en eventuel spændingsbetinget brystbetændelse.

Her er vi nede i en prisklasse, hvor alle kan være med. Dog har den sine begrænsninger. Skal du bruge pumpen til at pumpe fuldt ud, når du simpelthen at få seneskedehindebetændelse i håndleddet inden ugen er omme, og der ville jeg altid anbefale en elektrisk.

Det kræver en lille smule snilde at bruge denne, og ikke alle kan finde ud af at aktivere nedløbet ved denne pumpe. Mange af modellerne har en lille ventilfunktion til at aktivere nedløb (forsøger at efterligne barnets hurtige små sug, når baby aktiverer nedløbet). Her må jeg igen fremhæve Medela – de ved hvad de laver, når det gælder pumpeudstyr! De har lavet en super fin manuel brystpumpe, nemlig Harmony Flex som jeg oplever som meget effektiv. Også denne kan du bruge de forskellige tragtstørrelser til, hvorimod mange mærker manuelle brystpumper har kun standard størrelse tragter, hvilket kan give sår og smerter.  Andre mærker af manuelle brystpumper har gennem tiden ikke imponeret mig, så derfor har jeg valgt ikke at nævne dem her.

Kort og godt: En manuel brystpumpe er god til dig som vil give et måltid udenfor brystet engang imellem, eller malke ud til grøden/mosen. Den kan også bruges i starten, hvis du har brystspænding, fx når mælken løber til. Fungerer dårligt, hvis du skal malke ud flere gange dagligt i en lang periode.

Vakuum brystpumpe

Sidst findes der vakuum brystpumper. Disse er meget simple i konstruktionen, og i både brugen og rengøringen. Her har du en meget billig og nem løsning, som er eminent til kraftig brystspænding når mælken løber til. Eller hvis du blot ønsker at udnytte nedløbet fjerner mælk på det andet bryst, mens du ammer. Det er mere end en opsamler, selvom mange kalder dem mælkeopsamlere. Den danner nemlig et lille undertryk, som er med til at trække mælken ud, men den virker primært hvis du kan aktivere dit nedløb på det andet bryst.

Medela har lavet deres version af vakuumpumpen, og den ligner utrolig meget Haakaas, som også er meget populær. Lansinoh har også lavet en version, som ligner både Haakaas og Medelas meget. Den eneste vakuumpumpe, der holder sit ”ned i BH’en”-design er Elvies Curve. Effekten er i min erfaring nogenlunde den samme, så vælg den, som du synes er pænest, billigst eller har god erfaring med selv.

Kort og godt: God til at fjerne brystspænding umiddelbart når mælken er løbet til, meget ens i effekt fra mærke til mærke. Fjerner lidt mere mælk end en opsamler gør, men mindre end en elektrisk og manuel pumpe.

Vil du læse mere om udmalkning af modermælk og hvordan du øger din mælkeproduktion, så læs med her.

Ønsker du hjælp til amningen og vejledning i, hvordan du bedst øger din produktion, så kan du læse mere om hvad jeg tilbyder her.

Tidlig graviditet – første trimester

Indlægget indeholder reklame i form af affiliatelinks. Jeg henviser kun til produkter jeg kan stå inde for som fagperson med min erfaring og viden.

Første trimester uge for uge: En rejse mod moderskabet

Velkommen til en af de mest betydningsfulde og transformerende oplevelser i livet – din graviditet! Over de næste ni måneder vil du opleve en bemærkelsesværdig rejse, der vil ændre dig på måder, du aldrig havde forestillet dig. I disse første uger er det en god ide at fokusere på at tage vare på dig selv. Start med at tage gravidvitaminer, spis en sund kost og undgå skadelige stoffer som alkohol og tobak.

Jeg har valgt at tage ugerne, som kvinderne normalt tæller det – og ikke som jordemødre gør. Fx er den femte uge for en jordemoder 4+0 til 4+6, altså 4 fulde uger og + det antal dage inde i femte uge man er. Dette kalder gravide normalt for femte uge, hvorfor jeg også har valgt dette.

Uge 1-2: Du er endnu ikke gravid, men første trimester starter her

Disse to uger foregår faktisk inden din ægløsning, og kaldes den follikulære fase. Her modnes ægget og sendes uge i æggestokken den dag, du har ægløsning. Du kan teste, om du har ægløsning, ved at tage en ægløsningstest som viser positiv 24-36 timer før forventet ægløsning. Det kan derfor give mening at tage flere tests, så du ved hvornår præcis din ægløsning sker, hvis du ønsker at blive gravid.

Uge 3-4: Tillykke – du er gravid!

Din graviditet starter først, når du har haft din ægløsning. I disse uger finder befrugtningen sted, hvor et æg og en sædcelle smelter sammen og skaber det første fundament for dit ufødte barn. Selvom din baby stadig er en lille samling af celler, begynder kroppen allerede at forberede sig til den utrolige opgave, der ligger forude.

Uge 5-6: Tidlige symptomer og en flad skive af celler

Første dag i femte uge (som hedder 4+1 – altså 4 fulde uger + 1 dag) kan du teste positiv på en graviditetstest. Nogle graviditetstest kan også teste allerede i uge 4. Du kan læse mere om forskellige graviditetstest og hvordan du bruger dem her.

I uge 5-6 vokser fostret til omkring 1-3 mm, og allerede her sker der tidligt anlæg til kroppens form. Fostret starter faktisk som en plade af tre cellelag (kimskiven), som folder sig, og der hvor foldningen sker, er midtlinjen af baby. Misdannelser i midtlinjen er fx læbe-, gumme- og ganespalte og rygmarvsbrok, og derfor er det ekstremt vigtigt, at du tager tilskud af folinsyre, hvis du overvejer graviditet. Dette kan nemlig forebygge disse alvorlige misdannelser. Du bør minimum få 400 mikrogram, ligesom dem, jeg har linket til.

I uge 6 ville du kunne få en tidlig scanning, og her ville man kunne bekræfte graviditeten, se blommesækken og om graviditeten sidder hvor den skal.

Du vil muligvis allerede nu begynde at mærke symptomer som ømme bryster, kvalme, opkast, øget lugtsensitivitet og træthed. Husk at tag din daglige gravidvitaminpille, så du er sikker på du og baby får hvad i har brug for.

Uge 7-8: Graviditetssymptomer og hjerteblink

Du vil nu kunne se hjerteblink på en scanning, og derfor planlægges de fleste tidlige tryghedsscanninger hertil. Der sker samtidig en masse andet – dog kan dette ikke ses på scanning. Moderkagens dannes. Dit barns ansigt, arme og ben dannes, huden er dannet og anlægget til munden kommer også. Baby er ca 5-10 mm langt nu.

De fleste nygravide er ved at segne om at træthed på dette tidspunkt, grundet hormonernes rasen i kroppen. Det er utrolig vigtigt at lytte til sin krop i dette stadig, især hvis du samtidig er ramt af kvalme og opkastninger. Dit blodtryk vil formentlig også begynde at falde heromkring – også pga graviditeshormonerne – og det kan gøre dig svimmel og ekstra træt. Nogle kan også mærke hormonerne i form af forstoppelse og luft i maven.

I denne periode skal du huske at bestille en tid ved din læge, hvor du får oprettet vandrejournalen, og henvises til fødsel – enten på hospital eller hjemme. Du vil også blive henvist til doubletest, som er en blodprøve, der er med i risikovurderingen ved nakkefoldsscanningen.

Uge 9-10: Bevægelser og lav blodprocent

Nu begynder baby at mosle rundt og slå kolbøtter inde i livmoderen! Baby har fingre og tæer, og organerne, knoglerne og blodomløbet er faktisk dannet – nu skal de bare vokse og videreudvikle sig. Baby vokser i disse uger fra 20-40 mm.

Du vil måske opleve vægtøgning på lår og baller i denne periode. Det er faktisk dine ammedepoter, der dannes nu. Hormonerne er nemlig i top nu, og kan – udover førnævnte symptomer – også give akne, øget hårvækst og humørsvingninger. Men hold ud – for det letter snart!

Grundet graviditetshormoner, der udvider dine blodkar, har dine blodkar hevet en hulens masse ekstra væske ind, for at holde dit blodtryk oppe, så du kan stå oprejst. Derfor er dit blod blevet fortyndet – ja du har faktisk fået en hel liter ekstra! Din krop skriger derfor på jern, og Sundhedsstyrelsen anbefaler dagligt jerntilskud fra uge 10. Dette kan dog give (yderligere) forstoppelse, og derfor skal du sørge for ekstra væske og fibre. Prøv evt. forskellige jernpræparater af, og find det du foretrækker.

Uge 11-12

Måske du allerede nu kan mærke en lille topmave? Din livmoder går nemlig op til toppen af dit skamben, når du rammer omkring dette tidspunkt. Fostret med fostervand og moderkage fylder hele livmoderhulen ud nu og baby er nu omkring 55 mm. Risikoen for at abortere ufrivilligt falder markant på dette tidspunkt, hvis fostret er normalt udviklet.

Omkring dette tidspunkt vil du blive tilbudt nakkefoldsscanning, hvor der testes for risiko for genetiske sygdomme, som fx Down syndrom. Det kan være en god idé at forholde sig til, hvordan i ønsker forløbet skal være, hvis scanningen ikke er normal. Heldigvis er langt de fleste fostre normalt udviklet, men det kan være noget af en voldsom oplevelse, hvis man slet ikke har forholdt sig til hvad der kan findes på scanningen, der ikke bare er en hyggescanning.

Første trimester er ovre!

Du er nu nået slutningen af dit første trimester, og foran dig venter andet trimester – det mest behagelige trimester for langt de fleste gravide!

Her letter kvalmen og trætheden, og du har måske fået ro på oven på gode scanningsresultater. Måske fortæller i familien den glædelige nyhed nu?

Begynder du allerede at have tanker om fødslen og amningen nu, så kan du her læse om min online ammeforberedelse, hvor du i ro og mag på egen tid kan forberede dig og din partner på hvad i kan forvente.

Gravid? Alt, du behøver at vide om graviditetstests.

Indlægget indeholder reklame i form af affiliatelinks. Jeg henviser kun til produkter, jeg kan stå inde for som fagperson med min erfaring og viden.

Graviditet er en af de mest spændende og livsændrende begivenheder, en kvinde kan opleve. At finde ud af, om du er gravid, kan være fyldt med forventning og spænding, men for par med fertilitetsproblemer desværre også med skuffelse og angst.

I dette indlæg vil vi dække alt, hvad du behøver at vide om graviditetstest: hvornår du kan teste, hvordan du bruger dem korrekt, og hvilke forskellige typer der er tilgængelige på markedet.

Hvornår kan du tage en graviditetstest?

Spørgsmålet om, hvornår du kan tage en graviditetstest, er en af de usikkerheder kvinder ofte går med. Det er vigtigt at forstå, at tidspunktet for testen er afgørende for at opnå nøjagtige resultater. De fleste graviditetstest er designet til at opdage tilstedeværelsen af ​​hCG-hormonet (humant choriongonadotropin), som kun er til stede i kroppen, når du er gravid. Her er nogle generelle retningslinjer for, hvornår du kan teste:

Tidligt:

Nogle tidlige tests kan detektere graviditet så tidligt som 7-10 dage efter befrugtning, hvilket svarer til omkring 3-4 dage før din forventede menstruation. Disse kaldes tidlige graviditetstest og er normalt mere følsomme, men desværre også mere usikre. Du kan sagtens bruge en tidlig test, hvis ventetiden er for hård, men tag resultatet med et gran salt, og test igen når du er på din forventede menstruationsdag.

På forventet menstruationsdag:

De fleste almindelige graviditetstests anbefales at blive udført på dagen for din forventede menstruation eller senere. Dette sikrer normalt mere præcise resultater, som du kan stole på, selvom utålmodigheden er svær. Jo højere graviditetshormon, jo højere chance for at fostret bliver i livmoderen. Tester du derfor meget tidligt kan du risikere, at du får et svar, du ikke kan bruge til noget.

Hvis du tester tidligere og får et negativt resultat, men din menstruation stadig ikke kommer, skal du overveje at genteste om nogle dage. Nogle gange kan det tage lidt tid for hCG-niveauerne at stige til et niveau, der kan detekteres.

Sådan bruger du en graviditetstest korrekt

At bruge en graviditetstest korrekt er afgørende for at få nøjagtige resultater. Her er trinene til at følge:

Læs instruktionerne: Start altid med at læse instruktionerne, der følger med testen. Forskellige tests kan have forskellige metoder og tidsrammer.

Indsamling af urin: Normalt skal du indsamle en urinprøve i en kop eller i en ren beholder. Du kan bruge en almindelig plastikkop, hvis den har været opbevaret rent, men for et mere miljøvenligt alternativ kan du bruge en genanvendelig opsamlingskop.

Det er vigtigt at tørre sig forneden med papir først, så der ikke kommer udflåd med i prøven. Herefter tisser du en smule i toilettet, og tisser herefter i koppen/beholderen.

Testning: Dyp strimlen eller testens spids ned i beholderen med urin, som angivet i instruktionerne. Vent derefter det angivne tidsrum, så du kan stole på resultatet.

Læs resultatet: Efter det anbefalede tidsrum skal du kigge på testresultatet – ofte et par minutter. To linjer kan indikere graviditet, mens en enkelt linje normalt angiver, at du ikke er gravid. Læs instruktionerne om, hvordan resultaterne fortolkes, da det kan variere mellem forskellige testmærker.

Husk, at resultaterne kan variere afhængigt af testens kvalitet og følsomhed, så det er altid en god idé at tage flere tests for at bekræfte resultatet, især hvis du får et positivt resultat.

Graviditetstest er en vigtig del af at vide, om du er gravid eller ej. Husk at følge instruktionerne omhyggeligt for at få pålidelige resultater, og kontakt din læge, hvis du har spørgsmål eller bekymringer om din graviditet. Jeg ønsker dig alt det bedste på din spændende rejse mod forældreskabet!

Vil du læse mere om graviditet, herunder det første trimester, så læs med her.

Amningens fordele for mor og baby: Tæt tilknytning og sundhed

Amning er mere end blot en metode til at levere næring til din baby; det er en naturlig proces, der giver utallige fordele for både mor og barn. At forstå og værdsætte disse fordele kan motivere og oplyse forventningsfulde mødre om vigtigheden af amning. Her kan du læse om amningens fordele for både mor og baby.

Fordele for baby

Skræddersyet ernæring: Modermælk er en af naturens mest nærende fødevarer. Det er en perfekt sammensætning af næringsstoffer, vitaminer og antistoffer, der understøtter babyens vækst og udvikling. Fra de første dråber råmælk til den modne mælk tilpasser modermælken sig babyens skiftende behov.

Stærkere immunforsvar: Modermælk er fyldt med antistoffer og immunceller, der beskytter din baby mod sygdomme. Ammede babyer har ofte færre sygdomsperioder og mindre risiko for alvorlige infektioner.

Bedre fordøjelse: Amning fremmer sund tarmmikrobiota hos spædbørn, hvilket kan forhindre maveproblemer som forstoppelse og luft i maven. Modermælk er nemt fordøjeligt og skånsomt for babyens sensitive mave.

Lavere risiko for kroniske sygdomme: Forskning viser, at ammede babyer har en lavere risiko for at udvikle kroniske sygdomme senere i livet, herunder overvægt, diabetes og allergier. Amning giver derfor en sund start på livet, når det gælder livsstilssygdomme.

Tæt bånd og tilknytning: Amning er ikke kun en måde at levere næring på; det er også en følelsesmæssig forbindelse mellem mor og barn. Når babyen dier, frigives oxytocin, også kendt som kærlighedshormonet, hvilket styrker det følelsesmæssige bånd mellem mor og barn.

Fordele for mor

Hjælp til efterfødselskroppen: Amning hjælper med at trække livmoderen hurtigere sammen efter fødslen og kan reducere risikoen for blødning lige efter fødslen, og mindsker blødningen de første dage efter.

Lavere risiko for kræft: Amning nedsætter moderens risiko for at udvikle bryst- og æggestokkræft. Det er en investering i moderens langsigtede sundhed.

Nemt og bekvemt: Amning er nemt, når det virker! Du har altid den rette mængde, temperatur og emballage med. Super smart!

Økonomisk besparelse: Amning er økonomisk fordelagtigt, hvis det fungerer, da det fjerner behovet for dyre modermælkserstatninger og udstyr som flasker og steriliseringsudstyr. Det sparer penge og reducerer miljøpåvirkningen.

Lavere risiko for fødselsdepression: For mange mødre giver ammehormonerne en følelse af tilfredshed og glæde ved at tilbyde det bedste for deres baby, hvilken nedsætter risikoen for depression efter fødslen.

Amning er ikke kun en måde at levere mad på; det er en kraftfuld og følelsesmæssigt berigende praksis. At tage sig tid til at forstå og omfavne amningens fordele kan skabe en sund og nærende start for både mor og baby. Det er en beslutning og investering, der bærer betydelige sundhedsfordelene og skaber en varig tilknytning mellem mor og barn.

Forbered dig og bed om hjælp!

Amning kommer ikke altid naturligt for alle, og derfor kan det være en fordel at forberede sig på amningen inden man føder. Er det gået galt, kan man ofte gøre en del ved ammeproblemerne, hvis man hyrer en privat ammevejleder.

Reklame

Kontakt

Udfyld kontaktformularen under “Kontakt”, og jeg svarer inden for 24 timer.

Tlf.: 27582897

Telefontider

Mandag – fredag: 9:00 – 15:00

Tager jeg ikke telefonen, læg da en besked, så ringer jeg tilbage.

Følg mig